Domus Vista på Frederiksberg

127 nye ungdomsboliger samt indretning af butikscenter og lægeklinik

Ombygning af butikscenter og etablering af ungdomsboliger
Teamet TL Byg, Norconsult og tnt arkitekter står for ombygningen af 1. salen på den 102 meter høje beboelsesbygning på Frederiksberg.
Domus Vista er opført i 1969 og tegnet af arkitekt Ole Hagen. Bebyggelsen består dels af det 30 etagers højhus mod vest og dels af en 2-etages randbebyggelse med butikscenter i stuen.

Ombygning af butikscenter med butikslejemål i stueetagen
Domus Vistas stuetage transformeres fra et nedslidt og forladt indkøbscenter vendt mod et indre atrium til et udadvendt indkøbs-, sundheds og kulturcenter. Det nye center åbner sig mod omgivelserne og byder indenfor med transparente glasfacader og indgange. Domus Vista bliver en del af Frederiksbergs grønne strøg, som kommer til at strække sig igennem området og danne attraktive grønne byrum mellem center og boligbyggerier.

Mod vest ligger lægecenter og klinik for fysioterapi og mod syd er det nye bydelsbibliotek og kulturcenter åbnet.
Mod nord ligger butikker, apotek og yoga fitnesscenter.

tnt arkitekter har stået for brugerinddragelse og dialog med de forskellige lejere, skitsering af lejemålenes indretning, dialog med Frederiksberg Kommunes stadsarkitekt og byggemyndighed samt projektering af ombygningen for KFI Erhvervsdrivende Fond.

Ombygning til 127 ungdomsboliger
Domus Vista ombygges for etablering af 127 ungdomsboliger omkring et indre gårdrum på taget af butikscenteret.
Boligerne får nye facader som holdes i de samme materialer og farver som det oprindelige byggeri.

Hver bolig har et indgangsareal med et lille køkken og adgang til eget toilet/bad samt opholds- og soverum op til facaden.
I byggeriets nordøstlige hjørne etableres et fællesrum ud til det indre gårdrum. Fællesrummet indrettes som spise- og opholdsstue med et større køkken.

Type
Ombygning og indretning

Beliggenhed
Nordens Plads

Areal/Omfang:
127 boliger, 5.300 m2 butikslejemål og lægecenter

Bygherre
TK Development

Byggeår
2016 – 2018

tnt ydelse
Totalrådgivning